Hvorfor kan sundhedsministeren ikke svare?
4. november 2024
Efter Whiplashforeningens skuffende foretræde for sundhedsudvalget sammen med fem andre patientforeninger samt overlæge Bendt Nielsens vedr. ”funktionelle lidelser”, har sundhedsudvalget valgt bagefter at stille et spørgsmål til sundhedsministeren på baggrund af vores oplæg på foretrædet. Vi talte bl.a. om det bekostelige i at bruge en diagnose (FL), som patienterne venter flere år på at få diagnosticeret og behandlet.
Spørgsmålet lød: ”Vil ministeren redegøre for udviklingen i ventetider til de offentlige centre og klinikker for funktionelle lidelser”.
Vi har nu modtaget sundhedsministerens svar:
”Det er desværre ikke muligt at opgøre ventetiderne for udredning eller behandling af funktionelle lidelser. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke i besiddelse af data for ventetiderne for centrene. Med venlig hilsen Sophie Løhde”.
https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/suu/spm/760/svar/2079935/2924119.pdf
Et så intetsigende svar havde vi ikke forventet, for der postes millioner af kroner i centrene for funktionelle lidelser, mens effekten af behandlingen udebliver for de patienter, vi har kendskab til. Men hvorfor kan ministeren ikke svare? Vi har fundet svaret på nettet. Ventetiden er fra 6-17 måneder. Mindst i Region Hovedstaden, størst i Region Midtjylland, hvilket måske ikke undrer, da Afdelingen for Funktionelle Lidelser ligger i Aarhus, og fordi Per Fink har været rigtig god til her at udbrede kendskabet til det, vi vil kalde for en urigtig diagnose med massive konsekvenser for mennesker med whiplash.
På foretrædet gjorde vi klart, at den lange ventetid betyder, at patienternes chance for at blive stabiliseret og helbredt mindskes. Fejlbehandlingerne øges, og patienterne klager over behandlingen. FL har monopol på behandlingen, som primært består af kognitiv terapi og gradueret genoptræning. Praktiserende læger er nemlig ikke uddannet i at give kognitiv terapi. Deraf de lange ventetider op at komme på centrene.
I Region Midtjylland var der i 2005 18 ansatte. I dag er der 58. En praktiserende læge har i gennemsnit 60 patienter pr. dag, mens FL i Region Midtjylland kun gennemsnitlig har 12 konsultationer pr. dag med patienter henvist fra de praktiserende læger.
Udgifterne til sundhedsvæsenet stiger pga. den øgede sygdomsbyrde forårsaget af FL. Derfor er det helt uacceptabelt, at ministeren ikke kan give svar på ventetider til centrene.
Vi er seks patientforeninger, der nu går videre med dette svar.