Vores forståelse af whiplash - Whiplashforeningen

Whiplashforeningen mener, at whiplash er en lidelse, der skal forstås og behandles i en biomedicinsk referenceramme. Symptomer som følge af whiplash forårsages af reelle fysiske skader – ikke blot én skade, men flere forskellige skader fx. skader på knogler, bindevæv, bruskvæv, sener, ledbånd, nerver, kar, hjerne m.m. Det bygger vi bl.a. på erfaringer opsamlet gennem talrige samtaler med whiplashskadede, en spørgeskemaundersøgelse og “Hvidbog om whiplash/piskesmæld” med dybdegående undersøgelser af viden og forskning på området. Se forskning i whiplashskader.

Whiplash er en meget upræcis benævnelse. Det er både er en diagnose, men samtidig også accelerations- decelerationsbevægelsen af nakken samt benævnelsen for symptomer i både den akutte, den helende og den kroniske fase. Vi finder, at nakkeskader er et langt mere præcist udtryk, ligesom vi finder det indlysende også at inddele skaderne i øvre og nedre nakkeskader pga. forskellene mellem disse skader.

Mange whiplashramte får samtidig en hjernerystelse, hvilket fagpersoner ikke altid er opmærksomme på. Blandt fagpersoner verserer mange myter om whiplash, som ved nærmere undersøgelse viser sig at være uholdbare og ukorrekte. Den stigmatisering, der finder sted af de whiplashskadede, som følge af bla. holdningsmæssige uenigheder, er ikke til gavn for de skadede. Tvært imod. Det giver anledning til modsatrettet information og vejledning og dermed også stor usikkerhed og frustration. At whiplash betragtes som en kontroversiel lidelse, bør ikke komme de ramte til skade.

De største problemer på whiplashområdet

Betegnelsen whiplash anvendes om både den bevægelse, der forårsager skader og om symptomer i både den akutte, den helende og den kroniske fase, hvilket er ret upræcist og siger intet om skader.
Whiplash er en kompleks lidelse pga. forskellige skader forskellige steder og i forskellige væv, mens fagpersoner ofte synes at betragte whiplash som én og samme lidt udefinerlige lidelse.
Der eksisterer ikke et fast undersøgelses- og behandlingsprogram efter whiplashskade, og det er op til den enkelte fagpersons vurdering, viden og holdning, hvad der foretages eller ikke foretages.
Danmark har fravalgt at anvende funktionelle undersøgelsesmetoder, som kan afsløre nogle af skaderne som følge af whiplash – især ligamentskader.
Kompleksiteten i skaderne fører til, at whiplash ikke blot hører til i ét, men i flere forskellige af sundhedsvæsenets specialer, hvilket giver problemer og manglende sammenhæng pga. den udprægede specialisering.
Ingen faggruppe eller speciale påtager sig det fulde og hele ansvar for, at der tages hånd om den whiplashskadede fra start, og derved er det oftest op til den skadede selv at finde muligheder.
Mange fagpersoner har ikke tilstrækkelig viden om whiplashskader.
Mange skadede får ikke tilstrækkelig smertebehandling i den akutte fase og risikerer at udvikle smertesensibilisering.
Mange får en samtidig hjernerystelse, som ofte overses, og de får forkert vejledning, når de vejledes til at gå hjem og gøre, som de plejer – med den konsekvens, at de kan udvikle kronisk hjernerystelse.
De whiplashskadede psykiatriseres med underkendelse af fysiske skader til følge, formentlig mhp. at minimere udgifterne til “overflødige” undersøgelser og behandlinger.
Whiplash koster samfundet dyrt, fordi det er en kontroversiel lidelse. De mange penge, der bruges på området anvendes ikke lige hensigtsmæssigt. Mange skadede forhindres formentlig i at få det bedre eller blive raske pga. forkert eller mangelfuld udredning og behandling.

Uacceptabel psykiatrisering af whiplashskadede

Vi er ikke tilfredse med den nuværende udvikling. Med Sundhedsstyrelsens nye anbefaling vedrørende “funktionelle lidelser”, “Funktionelle lidelser – Anbefalinger til udredning, behandling, rehabilitering og afstigmatisering”, står det helt klart, at whiplash ifølge Sundhedsstyrelsen tilhører samlebetegnelsen “funktionel lidelse”. Psykiatriseringen har dog fundet sted i årevis. I praksis betyder det, at mange ikke undersøges tilstrækkeligt mht. skader efter et whiplashtraume, og at skader, der kan ses ved gængse undersøgelser og som kan behandles, ikke opdages før langt senere i forløbet, hvilket naturligvis kan få konsekvenser. Retslægerådet har fx i deres undersøgelse “Whiplash 2016” fundet, at der manglede billeddannende undersøgelser i mere end 85 % af de whiplashsager, der ikke var tilstrækkeligt belyst, hvilket drejede sig om størsteparten.

Det betyder også, at behandlingen hovedsageligt er psykiatrisk – terapi, psykofarmaka og gradueret genoptræning, altså udelukkende symptombehandling, hvilket er særdeles utilfredsstillende, da det betyder, at tilbud om relevant fysisk behandling er meget sparsomme.

Ifølge WHO’s diagnoseklassifikationssystem, som Danmark er tilsluttet, rubriceres whiplash som en fysisk sygdom både i ICD-10 og i den kommende ICD-11. Derfor finder vi det uforståeligt, at Sundhedsstyrelsen accepterer, at whiplashskadede får den ikke-godkendte forskningsdiagnose Bodily Distress Syndrome.

Samlet set mener vi, at mange whiplashskadede risikerer at udvikle kronisk whiplash, fordi mange ofte har samtidig hjernerystelse, ofte ikke smertebehandles tilstrækkeligt, psykiatriseres og ikke altid tages alvorligt, undersøges tilstrækkeligt eller får relevante behandlingstilbud – hverken i den akutte, den subakutte fase/helingsfasen eller den kroniske fase.