Vedtægter
Navn hjemsted og formål
§ 1. Foreningens navn er: Whiplashforeningen.
Foreningens hjemsted er: I kommunen hvori formanden har sin privatadresse. Hvis foreningen etablerer eget kontor (sekretariat) vil dette være foreningens hjemsted.
§ 2. Foreningens formål er:
- at støtte whiplashramte og deres pårørende.
- at arbejde for fuld anerkendelse af whiplashskader og de konsekvenser, de kan have.
- at arbejde for at forbedre vilkårene for whiplashramte.
Optagelse
§ 3. Som medlem kan optages enhver, der ønsker at støtte foreningens formål.
Kontingent
§ 4. Det årlige kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling for indeværende regnskabsår, der følger kalenderåret. Indbetalingsfrist er 4 uger efter ordinær generalforsamling. Nye medlemmer har 8 dages betalingsfrist fra indmeldelsesdato.
Udtræden og eksklusion
§ 5. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen og udmeldelsen skal være bestyrelsen i hænde senest 2 måneder op til et nyt regnskabsårs begyndelse. Medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, slettes.
Stk. 2. Bestyrelsen kan til enhver tid ved stemmeflertal ekskludere et medlem. Beslutningen kan appelleres til generalforsamlingen, der med 2/3 majoritet af de fremmødte træffer endelig beslutning.
Ordinær generalforsamling
§ 6. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der ordinært afholdes en gang årligt i tiden 15. februar – 15. april. Indkaldelse til generalforsamling skal ske ved mindst 14 dages og højst 8 ugers varsel.
Stk. 2. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Formanden aflægger beretning til godkendelse
- Fremlæggelse af revideret regnskab- Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingent
- Valg af bestyrelse inklusive suppleanter
- Valg af revisor
- Eventuelt
Stk. 3. Stemmeberettiget er medlemmer, som ikke er i kontingentrestance og som har været medlem i mindst 3 måneder før generalforsamlingen.
Mødeberettiget er ethvert betalende medlem.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af tilstedeværende stemmeberettigede. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves 2/3 af de afgivne stemmer.
Stk. 4. Generalforsamlingen træffer beslutninger ved simpelt stemmeflertal, hvor andet ikke er fastsat i nærværende vedtægter. Dirigenten fastsætter afstemningsmetoden. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt, dog kan der kun stemmes for 3, inklusive egen stemme.
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 15. januar.
Stk. 6. Generalforsamling kan afholdes i hele landet og tilstræbes kombineret med et foredrag, således at der i forbindelse med generalforsamlingen holdes årsmøde for foreningens medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling
§ 7. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når:
- 3 af bestyrelsens medlemmer begærer det.
- 20 % af foreningens medlemmer over for bestyrelsen fremlægger skriftlig begæring derom med angivelse af dagsorden.
Stk. 2. Den ekstraordinære generalforsamling skal træde sammen senest 4 uger efter begæringens fremsættelse. Den skal indkaldes med mindst 8 dages varsel.
Bestyrelsen
§ 8. Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen. Bestyrelsen består af op til 6 medlemmer.
Generalforsamlingen kan med 2/3 majoritet bestemme, at bestyrelsen udvides 1 år ad gangen med indtil 3 medlemmer, der vælges med almindeligt flertal indtil næste ordinære generalforsamling.
Stk. 2. Valgperioden er to år. Dog vælges ved den stiftende generalforsamling 3 medlemmer for en 1-årig periode. Genvalg til alle poster kan finde sted.
Stk. 3. På generalforsamlingen vælges der 2 suppleanter til bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær, kasserer samt menige bestyrelsesmedlemmer. Såfremt formanden nedlægger sit hverv, konstitueres næstformanden som formand indtil den førstkommende generalforsamling.
Stk. 4. Såfremt der opstår vakance i bestyrelsen, indtræder suppleanterne således som de er valgt med højeste stemmetal eller ellers efter lodtrækning, ligesom der ved ubalance i bestyrelsens valgperioder foretages lodtrækning.
§ 9. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse skal ske skriftligt, med mindre bestyrelsen beslutter andet.
Stk. 2. Efter hvert bestyrelsesmøde udarbejdes beslutningsreferat, der underskrives af formand eller næstformand og referent.
Lokalafdelinger
§ 10. Bestyrelsen kan medvirke til etablering af lokalafdelinger. Lokalafdelingernes vigtigste opgave er at arbejde for opfyldelse af foreningens formål i lokalområdet. Lokalafdelingens vedtægter skal godkendes af bestyrelsen.
Stk. 2. Ethvert medlem af Whiplashforeningen er automatisk medlem af en lokalafdeling, såfremt der er oprettet og godkendt en sådan i det område, medlemmet bor i.
Tegning og hæftelse
§ 11. Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf formanden eller næstformanden skal være den ene. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
Regnskabet
§ 12. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Første regnskabsperiode er fra 11.05.99 til 31.12.99.
§ 13. Regnskabet fremlægges på foreningens kontor senest 8 dage før den ordinære generalforsamling, forsynet med bestyrelsens underskrifter og med påtegning af revisoren.
Opløsning
§ 14. Opløsning af foreningen kan kun ske på en dertil indkaldt generalforsamling.
Til vedtagelse kræves et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men er der dog flertal for ophævelsen, skal bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, som skal afholdes senest 4 uger efter den først afholdte generalforsamling.
På den ekstraordinære generalforsamling kan beslutning om foreningens ophævelse træffes ved 2/3 majoritet blandt de fremmødte. I tilfælde af foreningens opløsning skal formuen anvendes til formål iht. § 2.
Stk. 2. Nærværende paragraf kan kun ændres efter vedtægtsændringsprocedurens gennemførelse på 2 på hinanden følgende ordinære generalforsamlinger eller ekstraordinære generalforsamlinger med mindst 12 måneders interval.
Vedtaget på generalforsamling den 8. marts 2016 og underskrevet af generalforsamlingens dirigent efter bemyndigelse.