Forskning i whiplashskader - Whiplashforeningen

Whiplashforeningen står bag “Hvidbog om whiplash/piskesmæld” samt en sammenfatning af den. I hvidbogen gennemgår vi forskningslitteratur i forhold til mulige skader som følge af whiplash. Læger mener, at der ikke er solid forskning i forhold til whiplash endnu, men vi har konstateret, at der findes rigtig meget forskning. I hvidbogen er der masser af kilder.

Skader fundet ved forskning

Mange forskere har fundet, at de whiplashskadede har skader på facetled fx. skader på knoglevæv, ledbrusk, de synoviale folder og blødning i ledspalten, og at sådanne skader kan føre til vedvarende symptomer. Facetfrakturer ses kun på CT-skanning i halvdelen af tilfældene.
En del forskere har fundet, at whiplashskadede ofte har instabilitet i nakken efter whiplash. Fx. pga. skader på facetleddenes ledbånd, men også pga. skader på større ledbånd som de alare ligamenter og ligamentum transversum. Symptomer på instabilitet kan opstå senere, nemlig når musklerne ikke længere kan holde nakken stabil.
Whiplashbevægelsen kan forårsage hjernerystelse, når hjernen to gange slynges mod kraniekassen under bevægelsen.
I musklerne kan den neuromuskulære funktion ændres med svækket muskelstyrke og forringet stabil sammentrækning til følge. Nakkesmerter kan i sig selv ændre musklernes aktivitet førende til overbelastning af nogle muskler og skrumpning af andre.
Flere forskere har desuden fundet, at whiplashskadede kan udvikle dystoni.
Svenske forskere har påvist markant højere grad af inflammation i nakken hos whiplashskadede. De har samtidig visualiseret smertens placering.
Der er påvist kaos i balancesystemet med diffus svimmelhed, uklart syn, fokuseringsbesvær, hovedpine, kognitive problemer m.m.
Der er også fundet alvorlig dysfunktion i kæbeled efter whiplash.
Der kan komme kompression af spinalnerver og tryk på rygmarven. 87 % i en undersøgelse havde forstyrrelser i det sympatiske nervesystem efter en nakkeskade (Barré-Liéou syndrom).
Chiary malformation ses også hos mange efter whiplashtraume.
Blodforsyningen til hjernen kan nedsættes, fx pga. instabilitet/afklemning af fx. arterie vertebralis.
Beskadigelse af hjernehinder og hjernestammen, skader på det indre øre, læsioner af hjernenerver, ændret hormonproduktion pga. hypofysepåvirkning, bl.a. væksthormon og thyreoideahormoner påvirkes, kranienervelammelser m.m. er også fundet efter whiplash.
Mange udvikler i løbet af relativt kort tid osteofytdannelser (som kun kan opstå i en beskadiget benhinde), kyfose, hypermobilitet, traumatisk arthritis, spondylose og diskusdegeneration, degeneration af ledbrusk, osteoarthritis (traumer er hovedårsag til osteoarthritis og ses seks gange hyppigere efter whiplash end hos ikke-skadede og 10 gange hyppigere ved samtidig bevidstløshed), forringet nervemæssig styring i columna cervicalis, hypersensibilisering i centralnervesystemet (kan skyldes vedvarende fejlbelastning, inflammation og degeneration), permanente ledbåndsskader i columna cervicalis, ændringer i nakkens muskulatur fx i form af udvikling af fedtinfiltrater i visse muskelgrupper.
De senskader, som stort set alle får i løbet af relativt få år efter whiplashtraumet tillægges langt fra altid whiplashtraumet, selv om nakken i løbet af få år kan se mange år ældre ud, formentlig pga. forkert slid.
Symptomer og skader ser ud til at stemme overens med de skader, der kan være og/eller de senfølger, der kan udvikles, og fagpersoner bør derfor naturligvis tro på de skadede.
Whiplashskadede har de første 15 år efter skaden en uforklarlig overdødelighed, hvilket gør det endnu mere klart, at de skadede bør tages alvorligt.
En svensk undersøgelse viser, at whiplashskadedes tilstand 12 år efter traumet var forværret. Whiplash går altså ikke over, selv om mange føler, de får det bedre. Det skyldes sandsynligvis snarere, at de lærer at leve bedre med de mange ubehagelige symptomer – eller vænner sig til dem. Læs evt. mere i “Hvidbog om whiplash“, hvori der er masser af litteraturhenvisninger.

Misvisende forskning

Mange videnskabelige undersøgelser vedr. whiplash medtager kun whiplash i grad I og II på Quebec Task Force skalaen. Sundhedsstyrelsen kalder også kun grad I og grad II for whiplash. Det vil sige, at skader rubriceret som grad III og IV, som er de sværeste skader, på forhånd frasorteres. Det bevirker, at det bliver vanskeligt at få et tilstrækkeligt retvisende billede af både alvorligheden af whiplashskader, antallet af whiplashskadede og det antal skadede, der udvikler senfølger/kronicitet.

Har de whiplashskadede andre diagnoser som fx hjernerystelse, frasorteres de ofte også. Også dette kan forvrænge billedet.